Filmspas
Skriv et svar
Tag-arkiv: film
Hvordan man får set nogle indiefilm
A) Gå i din lokale Art house-biograf, filmklub eller museumsbiograf og se en mærkelig indie-film: – Du kan nå at se “Lars and the Real Girl” endnu (Den er fremragende!) – og hedder du Lars, kan du få en pige med i Vester Vov Vov gratis – og det gælder garanteret både, hvis hun er en anatomiske korrekt “real girl” og en kød & blod-kæreste/date – og det er ikke længere kikset (?) selvfilmstjerner, der ikke engang hedder Lars ankommer nu med dukke-ledsagere!
B) Lej/køb/se noget, der ikke er amerikansk: Hvis finske/rumænske/italienske/belgiske/norske/østrigske (etc) film er kommet frem til din biograf eller Blockbuster, så er det ofte fordi de fortæller en god og vedkommende historie…
– og som en bonus, får man set hvordan folk lever, danser, hører musik, hader og elsker i Åmål, Madrid, Østberlin, Toronto, Brugge & Coober Pedy (Ikke at der er noget galt med NY & LA, men forandring fryder).
C) Tjek DR2s Filmperler mandag aften – Sverige 2 er også gode til at vise serier med “store” indie-instruktører.
D) …og glæd dig til det bliver april og der er filmfestival, hvor du skal se en masse film, der “ikke er i dansk distribution” i stedet for forpremierer, god fornøjelse!
(Egentlig startede dette som en urimeligt lang kommentar ovre på filmquizzen – men det lignede ved nærmere eftertanke mere et blogindlæg, så nu endte den her med et par tilføjelser)
How-To: Christians Filmquiz
Christians Filmquiz er blevet nedlagt af sit eget webhotel (eller er det quizzernes samlede frustration, der har fået det til at brænde sammen?) – Mille & jeg har i hvert fald ikke fået valgt for nemme skud til vores quizrunde – omend vi synes, der er hints at finde i selv de mest modbydelige skud.
Mens vi venter på at quizzen kører igen, så er her en intro for nye quizzere, som måske kan være nogen til hjælp (omend der naturligvis ikke er hints til den igangværende runde i linkene!) – Der altid er én der spørger i kommentarerne, hvad er powersearch?, når nogen andre fortæller, hvordan de fandt svaret – det kan man så finde ud af her, hvis man har lyst:
…Så hvis når du fortvivler; husk:
Google er din ven:
– Indtast forskellige kombinationer af ting der er på billedet + film og prøv at føle dig heldig, overraskende ofte dukker der på mirakuløs vis noget op.
IMDB er din ven:
– Og her taler vi powersearch, keywords, movie connections… the works!
Dine filmglade venner er dine venner:
– Spørg, plag, byt hints, lok andre venner og deres kolleger til at deltage i quizzen, så DE spørger alle dem, de kender etc. (Der er ingen, gentager ingen – selv ikke lynhurtige Timroth, der fuldfører denne quiz uden hjælp!)
Kombiner de tre ovenstående (som ikke er i prioriteret rækkefølge) med:
+ Detektivisk tænkning og opmærksomhed på detaljerne:
Vent, er det en DANSK cigaretpakke derovre i hjørnet, og hvad er det egentlig der kravler rundt i den skål med popcorn?
+ Hukommelses-aktivering [mønstergenkendelse?]:
Hov, er det ikke ham dér, fra den der øh, med hende, der var oscarnomineret for den anden film også det år, og også var med i dén med øh de store kjoler, bum bum…
+ Visuelt stemningsbarometer, instinkt og fornemmelser:
Hmmm har aldrig set billedet før, men det må da være noget Hitchcock/en mockumentary/en musical/noget sci-fi/en komedie fra 30’erne
+ Mistroiskhed over for fornemmelsen, hvis den ikke giver resultat…
…for quizmasterne går jo ikke af vejen for skud, der totalt ligner noget helt andet end det er: Slutscenen i the Good German i en tidligere runde må fx have givet en anseelig mængde fejlgæt på Casablanca.
+ Stædighed (eller stolthed, hvis det er en bedre drivkraft?)
…Nogle gange ender man med en lang liste over film, der foregår i Italien (Location X), er blodige (Keyword Y) og at dømme ud fra møblementet foregår i 60-70’erne (år Z-W) – men jo flere (mere eller mindre) begrundede gæt, man kan kombinere i en powersearch (med TV-serier osv sorteret fra), desto kortere bliver listen…
+ Total skamløshed
…over at kaste 127 forkerte svar ind i svarkassen i et bravt forsøg på at ramme det rigtige svar i blinde.
Og hvis du vil fuldføre næste gang, selv hvis det ikke lykkedes denne gang:
(Eller bare gennemføre med færre tårer) – Så tjek kommentarerne; ganske ofte fortæller folk om, hvordan de fandt frem til svaret. Og alle kommentarer er synlige når tidsfristen er overskredet og quizzen er slut – også for de film, du ikke fik gættet.
God fornøjelse!
Frustrationsfejlgæt?!
Godt at se, jeg ikke er den eneste, der bliver frustreret over quizzen!
Onde onde Christian!
Så er søndagens samvittighedsfulde forberedelse ødelagt: Der er ny filmquiz… Trods en spoleret arbejdsaften mangler jeg 28 film, og det irriterer mig grænseløst at jeg ikke kan komme på nummer 1, som jeg er sikker på, at jeg kender. Hvis jeg har ret er dialogen efter de to mænd er flygtet/faldet/jaget ud af vinduet på det store hotel noget i stil med:
1: Hvordan vidste du, at der var en pool her?
2: Det gjorde jeg heller ikke…
Ok, nu nede på at mangle 21 film efter nogle friske gæt – men #1 og #23 (noget italiensk fra 1962…) er da totalt irriterende!
En Forudsigelig Dal & en rotte i køkkenet…
Oscarfilmindhentningsheatet har bragt mig In the Valley of Elah, en film, der sikkert vil blive opfattet som “kontroversiel” i USA, men absolut ikke er det… Og gad vide, hvorfor Tommy Lee Jones er oscarnomineret for den? Det må være fordi, det er sådan en fin ukontroversiel “kontroversiel” film, som akademiet gerne belønner skuespilspræstationer i – måske udvise venstreorienteret protest på den ynkelige måde, som er den eneste Hollywood tør?
Så var Ratatouille sjovere på alle mulige måder – Pixar som det plejer at være; sjovt, underholdende, flot & med kun semi-irriterende moralsk pointe, som altid skåret ud, så vi er sikre på, at alle kan følge med. Det er festligt og sjovt mens man ser den, dagen efter er det næsten glemt.
Oscar-ræs: Charlie Wilsons War & Juno
Projekt “se de nominerede film” fortsætter. I aften skal der ses “In the Valley of Elah”, i forgårs fik jeg set “Charlie Wilsons War” – ganske underholdende, omend meget Hollywoodet sag, men historiens absurditet og Philip Seymour Hoffmans lækkerhed (på den grimme måde – som altid) opvejer den forudsigelige slutmorale og Tom Hanks’s ulidelige “charme” (på den ucharmerende måde), så alt i alt ikke så ringe. Og så er der lidt 70’er grimhed med i købet, lækkert!
I går så jeg Juno; Den er brandgod & fuld af tør tør humor fra gravid 16-årig:
Vanessa: Your parents are probably wondering where you are.
Juno MacGuff: Nah… I mean, I’m already pregnant, so what other kind of shenanigans could I get into?
(flere sjove citater)
Det er klassisk indie-americana i solid aftapning, man undrer sig næsten over at Buscemi ikke er med, men det er nu ikke fordi han mangler, super pic!
33 film på 12 dage?
Har lige tjekket Oscarnomineringerne og researchet mulighederne for at nå at se alle de nominerede film, jeg mangler at se inden oscarshowet… Jeg håbede at mængden af film, der endnu ikke har fået premiere i Danmark kunne skære listen lidt ned, men ak… det hjælper ikke meget, de tider er forbi, hvor andet end Lynch-film og sidste øjebliks “Bedste Film”-kandidater kom til landet med halve års forsinkelse, antallet af usete film er på den forkerte side af 30, og med 12 dage at løbe på, er det et noget hårdt program.
Hvis vi starter med dem, der er nomineret tungt i Bedste film / Instruktion / Manuskript-kategorierne:
Dykkerklokken og sommerfuglen – Den går endnu i Grand.
There Will Be Blood – Premiere 22. februar, det kan lige nås, og det er en Paul Thomas Anderson.
Atonement – Premiere 22. februar, det bliver en travl weekend!
Juno – Premiere 29. februar, skulle være gået til gratis forpremiere i søndags!
No Country for Old Men – Coen-brødrenes nyeste, premiere 7. februar, men den vises som optakt til Oscar Night i Imperial, så det kan lade sig gøre, hvis man går i byen og ser oscarshow.
Michael Clayton 7 nomineringer, men ikke dvd-premiere før 11. marts (Svært at nå, nu min tidskapsel er på værksted)
Dem, jeg ikke har fået set, men som kan nås endnu:
Sweeney Todd
3:10 to Yuma
American Gangster (Empire Bio har dem alle 3)
Charlie Wilsons War (Falkoner/Metropol)
Eastern Promises (kræver en tur i Palads)
Herunder de animerede: Persepolis (går i Vester Vov Vov), Ratatouille (er på DVD), Surf’s Up (går endnu, men i Palads).
In the Valley of Elah – der ser ud til at være en for-premiere eller noget 19/2 i Dagmar, så i teorien er det muligt…
De få oscarkandidater, jeg har set:
Gone Baby Gone
The Bourne Ultimatum
Pirates… Worlds End (tror i hvert fald nok at det var den jeg så på niecens sofa julenat…)
(Sådan går det, når man spilder sin biograftid med australsk musical, Benicio Del Toro og andre u-oscar-agtige film)
Og dem, der (heldigvis?) må vente:
The assissination of Jesse James… (Sidste dag i dag i Skibby Kino!)
Elizabeth – The Golden Age (Aalborg, Aalestrup, Århus & Solrød Bio – og dvd’en først 18. marts)
I’m not there (Aalborg, Århus og Klovborg Kino!), Into the wild (29. feb.), La Vie en Rose (La Môme) (13. apr.) Across the Universe, The Savages, Away From Her (de sidste to er også nomineret for manuskripter), og endelig: Lars and the Real Girl (Lars køber Lolitadukke og introducerer hende som sin kæreste – den bliver sjov!)
Og dem, jeg ikke får set:
Norbit (Eddie Murphy, der forsøger at score Eddie Murphy med make up, nej tak)
The Golden Compass (Lord of the Bears, nu med guldkrummelurer, så der også er lidt pænt til pigerne – Animerede dyr lader mig kold, jeg er stolt af at høre til de udvalgte få, der aldrig har set Jurassic Park)
The Kite Runner (hader den eeeepiske amerikanske voice-over på traileren, og det hjælper nok ikke, at jeg på et tidspunkt har set bogen beskrevet som feel-good-chick-lit, nu også for mænd)
Transformers (animeret robotkrig? Hmm måske, men ikke under det givne tidspres!)
Sådan dér! Så blev 33 film reduceret til 12 film, det er jo kun én om dagen i gennemsnit – og snyder jeg og gemmer de animerede ser planen jo næsten realistisk ud! Godt, skal du med i biografen??
Tyren Benny
…har lige set “Things we lost in the fire” og den er fantastisk fin. Halle & Benicio spiller røven ud af bukserne, især Benicio er fremragende… som altid – så tillad mig lige at påpege, at han er månedens stjerne i filmhuset, så der er stadig mulighed for at få set ham i en bunke gode film, hvor han blærer sig med evnen til at spille de andre af banen med det ene øjenbryn, eller en trækning i en mundvig. Se at komme af sted!
(…og nej det er ikke bare fordi jeg har en svaghed for tall, dark & dangerous-typerne.)
IrritabilitetsLynching
Har kun én kommentar til David Lynchs “nye” (well kun et år efter får den snart premiere i dk) film, der varer 3 timer:
Det kunne han have gjort på den halve tid, og det ville have givet lige så lidt mening!
Skuffetskuffetskuffet… det er meget godt med post-postmoderne selvreference og ophævelse af tid og sted, men jeg vil gerne have en HISTORIE, tak.
Kvinder er altid “det andet”
Det er en gammel sandhed, men i dag stødte jeg på den i flere forklædninger. På S-togs-stationerne hænger der i disse dage denne filmreklame:
Mænd beskrives med deres egenskaber eller karaktertræk, mens kvinder altid først og fremmest er deres køn, fordi det er “det andet køn”, afvigelsen fra normen – som er det mandlige. Og nej, den er ikke bedre i den danske oversættelse:
den usynlige kvinde.
Før du nu trækker på skulderen og tænker “usynlighed” ikke har noget godt alternativ til personbeskrivelse, så bemærk lige at Mr. Fantastic (også bare et adjektiv) da snildt kunne have haft en partner, der hed Miss Invisible.
Og til en argumentation om, at det jo handler om at sælge noget sex med den labre Frk. Alba: Enig, det gør det da, men med et billede af den smækre babe ovenfor er det da ikke teksten, der har sexappeal, det klarer hun da fint selv – og kom ikke og bild mig ind, at det er teksten vi (mænd såvel som kvinder) læser først!
Inde i toget læste jeg så en artikel i Urban om den franske kunstner Sophie Calles udstilling på biennalen i Venedig, og jeg citerer:
Det er aldrig fedt, når kæresten slår op.
Gør han det over en email, er det endnu værre. Men, men, men. Hedder man Sophie Calle og er en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere, kan den fatale nu-slår-jeg-op-email ende som en af de mest omtalte udstillinger på dette års kunst-biennale i Venedig.
Hun er skam ikke en af Frankrigs mest populære kunstnere, næh for hun tilhører jo den undergruppe af kunstnerne der har “det andet” køn, så hun er jo kun en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere. Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at Sophie Calle jo bruger sig selv i ekstrem grad i sin kunst, og dermed også sit køn, men vis mig den mandlige kunstner, der konsekvent bliver omtalt som “den mandlige kunster NN”, lige meget hvor mange stive pikke han maler, synes det sjovt nok aldrig at ske.
Kunsttips: Vil man se mandlig pik-kunst, så er der store mængder af det på Aros. Kommer man forbi Venedig inden 31. oktober, så kan jeg kun anbefale at tjekke Sophie Calle – Jeg så engang hendes 30-års-krise som udstilling; En montreudstilling af hendes fødselsdagsgaver gennem 10-15 år, med selvanalyserende kommentarer om fejringen af den givne fødselsdag – det var yderst interessant og selvudleverende morsomt, så tjek hende ud!
Grædende smagsdommere!
I weekendens information harcellerede Johannes Riis i en kronik over tv-mediets utroligt ringe dækning af bøgerne. Kronikken er læseværdig alene for dens pris af mediernes dækning af det danske vejr og snevejr i særdeleshed. Og pointen er klar; når det kan lykkes at lave spændende tv om at det sner, så skulle det da også være muligt at lave kulturprogrammer (hverken film, dans, teater, kunst eller litteratur bliver jo dækket på dansk tv):
På mandag er det Verdens Bogdag 2007, men i DR TV og TV 2 er det aldrig bogdag. Man spiser kulturen af med lidt useriøst her og der – plus ‘Smagsdommerne’, som ofte excellerer i hån og foragt for kunsten. Vejret derimod…
Men som han også selv pointerer; Et program som smagsdommerne kunne jo med sin (og jeg citerer:) “indimellem ganske skægge blanding af uvidenhed, utilsløret amatørisme, middagskonversation og anstrengt stand-up humor programmet dyrker og har sat i system, måske have haft en mission”
Jeg er enig i at smagsdommerne ikke på nogen måde dækker de danske kanalers public service forpligtelse – set i det lys er det en hån mod kulturen! Men efter min mening er det snarere et problem, at man har lukket alle kulturprogrammerne (fx. Filmland som man først beskar til en bagatel og derefter nedlagde), hvad angår bogprogrammerne, så har man forsøgt sig med andægtige “klog mandlig litterat med skæg”-programmerne, der var for tørre, snobbede & usexede (a la Weekendavisens litteraturtillæg, når det er mest tørt & trist) og sidenhen laveste fællesnævner med “Vi er jo alle kvinder, der ææælsker Jane Åmund & Hanne Vibeke Holst [vig bort!], og studieværten skal ææændelig ikke vide noget om litteratur, så bliver det bare for klogt”-programmerne. [Arrgh, giv mig en pose penge, og jeg skal udtænke et bedre koncept på en halv time…]
Nå, men tilbage til smagsdommerne; Som et supplement (til den godt nok manglende øvrige kulturdækning) er det faktisk et udmærket program. Det er selvfølgelig udtænkt i vild-med-dans-tiderne, hvor vi hygggggger os med at se de kendte på glatis som amatører… Men netop på kulturområdet giver det faktisk nogle interessante resultater ind i mellem:
1) Det er da befriende for “almindelige mennesker” (også os med lange humanistiske uddannelser, der burde kunne følge med sagkundskaben) ind i mellem at høre, at “det fattede jeg ikke en fis af, og det sagde mig intet”, sådan har man det nemlig med noget kunst, og det er der intet galt med: Kunsten er ikke hellig. Den skulle gerne røre én på et eller andet plan, men der ER altså også masser af kunst, der ikke siger én en skid. Og så er det federe at høre dén sandhed, end at få serveret en (tydeligvis uengageret) smøre citeret fra kataloget om “lerets skrøbelige plasticitet i samspil med rummets tyngde, der accentuerer den menneskelige stræben” eller noget…
2) Automatik-anmeldelsen punkteres ind i mellem, de vedtagne sandheder udfordres: Som i den fantastiske udgave, hvor Knud Romer fik ordet før Christian Braad Thomsen, da der skulle anmeldes Dylan. Bob D fik en tur i kødhakkeren; blev udråbt til at være kedelig på fyrretyvende år, sat op på en piedestal, hvor ingen turde sige, at manden ikke kan synge og hans tekster er noget vrøvl – men altid udråbes hans nye plade til et mesterværk, fordi de anmeldes af 68-generationen, der har helgenkåret ham [citeret efter hukommelsen] Slut!
Ordet over til 68-generationens (stadigt lang- omend tyndhårede) repræsentant, der måtte lægge den forberedte skåltale “endnu et mesterværk blablah Mesterens lyriske talent blahblah” væk og i stedet forsøge at forklare (forsvare), hvorfor han mente Dylan kan noget endnu. (Hvad enten kritikken var fortjent eller ej, så fik vi hørt noget andet om Dylan, end den automatikanmeldelse, der ellers var faldet prompte.)
3) Til tider kommer der noget utroligt interessant ud af at få kunstnere til at anmelde (for dem) fremmede kunstarter. Arkitektens analyse det af teatret skabte rum, musikerens lydhørhed over for bogens rytme, filminstruktørens blik for musikkens billeddannelse – eller hvad der nu viser sig af “cross-over erkendelser”, hvis vi kan kalde det det.
Når det så er sagt, så er det indimellem også bare billig underholdning for underholdningens skyld; Se girafferne, er der mon nogen der kommer på glatis, får de svinet noget “fin” kunst til? Foder til den indre svinehund & rindalist, hjernelam underholdning med kendte mennesker, der promoverer sig selv, spiller kloge, dumme, moralske, intellektuelle, antiintellektuelle etc.
Men i går græd de. Alle tre græd. De var alle tre så rørte over sidste års guldbjørnvinder fra Berlin; den ex-jugoslaviske film Sarajevo – Håbets sang, som de alle ud fra deres intellektuelle tilgang godt kunne påpege teknisk set ikke var særligt godt skruet sammen, men alligevel kunne de ikke tale om den uden at blive grådkvalte, fordi den menneskelige historie rørte dem alle så dybt. Det var smukt! Det siger sgu noget andet og mere direkte om kunsten, end en hvilken som helst professionel formidler (fuldskægget litterat eller rund ubelæst qvindelig journalist) ville kunne have fået formidlet til seerne.