Tag-arkiv: bøger

Donald Barthelme

Ultrakorte historier, relativt mærkeligt & oftest metafiktivt… Tænk Pynchon, Kafka (Erzählungen), Svend Åge Madsen (de gode gamle, da han var rigtig mærkelig)
Hele historien Margins, som dette tema er inspireret af, kan læses her (side 1-7) på Google Books. Og hans wikipedia-opslag har masser af fine links til tekster af og om Barthelme.

På dansk er der ikke udkommet meget. En enkelt historie blev oversat til et tidsskrift, der ikke holdt længe: Gyldendals Magasin #1 og en enkelt samling historier er oversat under titlen “En Regn af Guld og andre noveller.
Uvist hvordan, er det faktisk engang lykkedes mig at få fingre i begge dele, mens jeg fik min søster til at hente mange af de amerikanske hjem fra en tur til USA, og resten hentede jeg selv i Strand senere – DB er en af de store i den amerikanske litteratur, så de har ham stående på hylderne. Faktisk ser jeg, at de danske folkebiblioteker faktisk også er blevet ganske leveringsdygtige.
Barthelme & Metafiktion er det speciale jeg researchede, men aldrig kom til at skrive – men jeg ville have været lykkeligere både under og over specialet, end med det jeg faktisk skrev (men det er en anden historie) – og mit varme forhold til Barthelme kan eksemplificeres med, jeg har stadig en mappe med artikler om Barthelme og nogle af de andre metaforfattere stående, som ikke er røget i (de ellers snart temmeligt hårdhændede) oprydninger (endnu).

Reblog this post [with Zemanta]

Læsningen og ikke-læsningens hemmelighed

Det slår mig, at jeg læser flere og flere bøger om, (ikke) at læse bøger, i stedet for at læse bøger. Er det en kærlighed til læsningens ontologi (eller lyder læsningens metafysik mere sexet?), eller er jeg bare blevet læseundviger, der læser bøger om at læse bøger?
[Hvilket i øvrigt falder ind i trenden med at læse bøger om at rydde op (og dermed blive lykkelig/opnå indre fred og verdensherredømmet) frem for bare at rydde op]

Bare et umiddelbart erindret udvalg i genren:

Sidste sommers læsning (meget passende læst med udsigt over Verona) Italo Calvinos Why read the classics – et forsvar for klassiker-læsning, men i sidste ende (for os læseundvigere) endnu en måde at læse om, i stedet for at læse klassikerne.

Så var der Nick Hornbys essays The Polysyllabic Spree, som jeg læste i Stockhom. En skamløs blotlæggelse af en læser og bogkøbers sære drift mod bøgerne. Lakoniske sandheder om at glemte klassikere nogle gange er lykkeligt glemt fordi de er røvsyge, eller om fordelen ved Salingers (også i praksis) smalle forfatterskab, så man kan tyre et helt forfatterskab igennem på under en uge.

En klassiker i læser/læsningsreflektion-genren er Umberto Ecos fantastiske (og som altid, når Eco er i essay-hjørnet; morsomme) essays Six walks in the fictional Woods – blandt andet om hvordan lange handlingspauser i ridderromaner, fx i form af beskrivelser af våben og rustninger side op og side ned – under alle omstædigheder fungerer som pause, for selv når den utålmodige læser springer beskrivelserne over, interpolerer læseren selv den tiltænkte pause… – okay, man skulle nok have været der, det er sjovere i Ecos udlægning!

Opslagsværket 1000 books you must read before you die, som jeg slæbte hjem fra NY, falder selvfølgelig også åbenlyst inden for meta-læsnings-genren.

I dag har jeg så hjembragt en fransk sag om… Ja, titlen taler for sig selv: How to talk about books you haven’t read af Pierre Bayard, som jeg glæder mig til at ikke-læse.

Jeg har altid været en stor læser af metafiktion, men nu synes det at have nået et meta-meta-niveau, hvor jeg er gået over til meta-læsning?
Er det sædernes forfald og litteraturens død, eller den moderne læsers vilkår og ord-på-papir-branchens svar på snack culture, som Wired døbte det i et tema?

Mine reollinks fra i 16-10-07

Jeg har set, at det er så moderne at fylde sin blog med automatisk genererede poster; af “mine del.icio.us-links for dato”. Og jeg vil jo gerne være trendy, men elsker Old School, så her er i stedet mine bogreollinks fra i går:

Mads Brügger & Nikolaj Thomassen: “Dagen – ingen kender dagen, en avishistorie om begejstring og bedrag”
– Slagord: Journalistikken ind i det 21. århundrede. Realitet: Konkurs efter 40 dage. Og jeg har været ivrig Brügger-læser siden det fantastiske magasin Virus, den kan kun være sjov!

Len Fischer: “Weighing the soul – scientific discovery from the brilliant to the bizarre”
– Hvordan kan man undlade at falde for en bog af en mand, der præsenteres som “the man who put the fizz in physics”?

Hutchinson Pocket – “Dictionary og science”
– Ved du måske, hvad definitionen er på: ductile material, angle of incidence, dessicator eller melanism? Og hvornår står man ikke lige og har brug for at vide noget fx om materialer, der kan strækkes ud over deres egen elasticitet?

Anna Libak: “Rusland på røde plader”
– Efter at have hørt søstrene Sperlings rapporter i Orientering fra de fremmedartede lande øst for fordums jerntæppe har jeg udviklet en vis nysgerrighed…

De tre førstnævnte fundet til 10 kr. stykket i Politikens Boghals rodevindue-oprydningsudsalg, den fjerde måtte jeg investere en 30’er i samme sted. Arnold Busck havde også oprydningsudsalg i kunstbøgerne især, selv om jeg da også var lige ved at komme hjem med Dostojevskijs samlede værker – men jeg nærede mig! Det blev i stedet til:

“The Archive” ed: Charles Merewether
– artikler/essays af teoretikere og kunstnere samt interviews, der alle indkredser og analyserer arkiv-tanken i den visuelle kunst. Meget interessant og det er de seje drenge på teoretikerholdet, der er på banen.

Meeen det skal jo ikke være mere eller mindre pseudo-fagligt det hele, og når Gibson er på banen, så må det blive godt:

William Gibson: Spook Country
– Den glæder jeg mig rigtig til at læse. Pattern Recognition (Mønstergenkendelse) var fabelagtig, Gibson gør sig nemlig særligt godt i nutiden synes jeg (ikke at han ikke var fin i fremtiden, men…). Første kapitel bærer titlen “White Lego”, hvor GenX-Y-stykker & Zeitgeist-agtigt. Gibson i rss fås i øvrigt her.

Kampen med den månedlige bog-tsunami af bøger man har købt og bøger man har tænkt på at læse…

Har læst Nick Hornbys essays fra et bogtidsskrift, hvor han i følge undertitlen kæmper med bøgerne:
A hilarious and true account og one mans struggle with the monthly tide of books he’s bought and the books he’s been meaning to read.
The Polysyllabic Spree er titlen, og den er fantastisk:

Hvert essay starter med månedens liste over købte hhv. læste bøger, hvilket jo ikke behøver være (og ofte ikke er) nogen sammenfaldende liste! Der er selvfølgelig nogen, der har gidet lægge disse lister på wikipedia, så du kan selv e, hvad han har læst. Jeg elsker at vi ordensnørder har fået et sted at gøre af al vores ordenssans, på wikipedia kan vi endelig få ordnet HELE (den pisirriterende kaotiske) verden i nysselige leksikonopslag med krydsreferencer – så bliver der endelig genoprettet orden i universet, og det fylder ikke en gang på bogreolens hylder, hvor meget mere lækkert og ordentligt kan det blive?
Nåmen tilbage til bogen; Den er ikke bare klog og interessant, den er også uhøjtidelig [kan man forvente andet fra manden bag nede-på-jorden-sjove bøger som Fever Pitch [kan anbefales alle, både dem der elsker fodbold og dem, der ikke fatter mænds besættelse af fodbold], High Fidelity osv. Nu jeg tænker nærmere over det, så handler de fleste af hans bøger om folk der er besatte af et eller andet projekt (og uventet bliver udfordret på deres altoverskyggende projekt).
– Kan man virkelig elske andet end Arsenal? (og alligevel stadig elske Arsenal?)
– Ansvar for ALT Vs Intet [de to hovedpersoner i About a boy]
– Arj, det er jo MIG der er den gode, jeg er jo LÆGE, du kan da ikke være den gode, altså!
Nå, nu ikke lade sig gribe af analysetrangen… Lad det blot være sagt, at The Polysyllabic Spree er en tilsyneladende skamløs blotlæggelse af en læser og bogkøbers sære drift mod bøgerne. For en bogkøber er den sært befriende. Her er én der frivilligt indrømmer, at han køber bøger, han nok aldrig får læst, nogle gange bliver overrasket over at få læst dem alligevel og går fuldstændig uglorificerende til opgaven, der er praktiske bemærkninger om at glemte klassikere nogle gange er lykkeligt glemt, fordi de er uudholdeligt kedelige, eller om fordelen ved Salingers (også i praksis) smalle forfatterskab: The realization that you could polish off a major author’s entire oeuvre in less than a week was definitely part of the appeal – you won’t catch Dickens being pushed around like that.
…og ud over genkendelsens glæde, hvis man selv er en læser [eller skal vi blot kalde det bogkøber?!], så er manden jo (skulle jeg ikke have fået nævnt det allerede) sjov – jeg lå og grinede højtlydt i min stockholmske hotelseng og måtte ustandselig læse passager højt for veninden, der ellers prøvede at sove…

Grædende smagsdommere!

I weekendens information harcellerede Johannes Riis i en kronik over tv-mediets utroligt ringe dækning af bøgerne. Kronikken er læseværdig alene for dens pris af mediernes dækning af det danske vejr og snevejr i særdeleshed. Og pointen er klar; når det kan lykkes at lave spændende tv om at det sner, så skulle det da også være muligt at lave kulturprogrammer (hverken film, dans, teater, kunst eller litteratur bliver jo dækket på dansk tv):

På mandag er det Verdens Bogdag 2007, men i DR TV og TV 2 er det aldrig bogdag. Man spiser kulturen af med lidt useriøst her og der – plus ‘Smagsdommerne’, som ofte excellerer i hån og foragt for kunsten. Vejret derimod…

Men som han også selv pointerer; Et program som smagsdommerne kunne jo med sin (og jeg citerer:) “indimellem ganske skægge blanding af uvidenhed, utilsløret amatørisme, middagskonversation og anstrengt stand-up humor programmet dyrker og har sat i system, måske have haft en mission”

Jeg er enig i at smagsdommerne ikke på nogen måde dækker de danske kanalers public service forpligtelse – set i det lys er det en hån mod kulturen! Men efter min mening er det snarere et problem, at man har lukket alle kulturprogrammerne (fx. Filmland som man først beskar til en bagatel og derefter nedlagde), hvad angår bogprogrammerne, så har man forsøgt sig med andægtige “klog mandlig litterat med skæg”-programmerne, der var for tørre, snobbede & usexede (a la Weekendavisens litteraturtillæg, når det er mest tørt & trist) og sidenhen laveste fællesnævner med “Vi er jo alle kvinder, der ææælsker Jane Åmund & Hanne Vibeke Holst [vig bort!], og studieværten skal ææændelig ikke vide noget om litteratur, så bliver det bare for klogt”-programmerne. [Arrgh, giv mig en pose penge, og jeg skal udtænke et bedre koncept på en halv time…]

Nå, men tilbage til smagsdommerne; Som et supplement (til den godt nok manglende øvrige kulturdækning) er det faktisk et udmærket program. Det er selvfølgelig udtænkt i vild-med-dans-tiderne, hvor vi hygggggger os med at se de kendte på glatis som amatører… Men netop på kulturområdet giver det faktisk nogle interessante resultater ind i mellem:
1) Det er da befriende for “almindelige mennesker” (også os med lange humanistiske uddannelser, der burde kunne følge med sagkundskaben) ind i mellem at høre, at “det fattede jeg ikke en fis af, og det sagde mig intet”, sådan har man det nemlig med noget kunst, og det er der intet galt med: Kunsten er ikke hellig. Den skulle gerne røre én på et eller andet plan, men der ER altså også masser af kunst, der ikke siger én en skid. Og så er det federe at høre dén sandhed, end at få serveret en (tydeligvis uengageret) smøre citeret fra kataloget om “lerets skrøbelige plasticitet i samspil med rummets tyngde, der accentuerer den menneskelige stræben” eller noget…
2) Automatik-anmeldelsen punkteres ind i mellem, de vedtagne sandheder udfordres: Som i den fantastiske udgave, hvor Knud Romer fik ordet før Christian Braad Thomsen, da der skulle anmeldes Dylan. Bob D fik en tur i kødhakkeren; blev udråbt til at være kedelig på fyrretyvende år, sat op på en piedestal, hvor ingen turde sige, at manden ikke kan synge og hans tekster er noget vrøvl – men altid udråbes hans nye plade til et mesterværk, fordi de anmeldes af 68-generationen, der har helgenkåret ham [citeret efter hukommelsen] Slut!
Ordet over til 68-generationens (stadigt lang- omend tyndhårede) repræsentant, der måtte lægge den forberedte skåltale “endnu et mesterværk blablah Mesterens lyriske talent blahblah” væk og i stedet forsøge at forklare (forsvare), hvorfor han mente Dylan kan noget endnu. (Hvad enten kritikken var fortjent eller ej, så fik vi hørt noget andet om Dylan, end den automatikanmeldelse, der ellers var faldet prompte.)
3) Til tider kommer der noget utroligt interessant ud af at få kunstnere til at anmelde (for dem) fremmede kunstarter. Arkitektens analyse det af teatret skabte rum, musikerens lydhørhed over for bogens rytme, filminstruktørens blik for musikkens billeddannelse – eller hvad der nu viser sig af “cross-over erkendelser”, hvis vi kan kalde det det.

Når det så er sagt, så er det indimellem også bare billig underholdning for underholdningens skyld; Se girafferne, er der mon nogen der kommer på glatis, får de svinet noget “fin” kunst til? Foder til den indre svinehund & rindalist, hjernelam underholdning med kendte mennesker, der promoverer sig selv, spiller kloge, dumme, moralske, intellektuelle, antiintellektuelle etc.

Men i går græd de. Alle tre græd. De var alle tre så rørte over sidste års guldbjørnvinder fra Berlin; den ex-jugoslaviske film Sarajevo – Håbets sang, som de alle ud fra deres intellektuelle tilgang godt kunne påpege teknisk set ikke var særligt godt skruet sammen, men alligevel kunne de ikke tale om den uden at blive grådkvalte, fordi den menneskelige historie rørte dem alle så dybt. Det var smukt! Det siger sgu noget andet og mere direkte om kunsten, end en hvilken som helst professionel formidler (fuldskægget litterat eller rund ubelæst qvindelig journalist) ville kunne have fået formidlet til seerne.