Der er sat verdensrekord; ca. 55 % kvinder er nu (demokratisk) valgt ved valget i Rwanda.
Læs fx. baggrund i Information, eller tjek DR2 Udland.
– Trist at der skal en borgerkrig og massevoldtægter i stort tal til, før der er ét land i verden, hvor kvinderne får over 50 % af pladserne i et parlament. Når man tænker på, hvor mange parlamenter der findes i lande hvor kvinderne statistisk set udgør 50 % af befolkningen…
Via diverse associationer & linksurfing endte jeg i dag tilfældigt på hjemmesiden for Eventyrernes Klub – og efter at have læst lidt på må og få i medlemlisten om polarekspeditioner, krigskorrespondenter, opvækster i det mørke Afrika [skal naturligvis udtales med åbent Karen Blixen-diktions-A], cykling over indlandsis, kajakkrydsning af bjerge og deslige – så slog noget mig… Lars, Hans, Jens, Peter, Rip, Rap & Rup, sig mig er der overhovedet ingen eventyrlige kvinder? I en forening, der ved sin stiftelse i 1938 havde 20 % kvindelige medlemmer (2 ud af 10)? Godt nok er der ikke nær så mange kvinder, der tænder på arktisk klima, bjergbestigning, rumrejser & kontinentkrydsning på cykel, ski eller vha. andre inadækvate transportmidler – men de eksisterer da:
Hvad med Nina Rasmussen, der sammen med Hjalte Tin håndterede 2 blebørn på motorcykel i ødemarken – og senere rejste rundt alene i burkaland?
Hvad med hende piloten med “Smiling in a warzone”-projektet, der tog til Afganistan for at flyve med småpiger med pilotdrømme (Simone Aaberg Kærn hedder hun)?
Eller for den sags skyld hende den isbjørnenedlæggende Aller-arving?
Nixen, ikke en eneste kvinde på medlemslisten. Ikke én. Ud af ca. hundrede medlemmer?
Hvad gik der galt for modet & oplevelsestrangen & eventyrlysten? For meget tropehjelm & drinks med de andre journalister i baren under palmerne – og rip-rap-rup-effekt som resultat af, at der kun er optagelse på medlemmernes anbefaling? Eller er der en rigtig god forklaring på, at kvinderne er flyttet over i eget klubhus engang i 50’erne? Eventyrlig segregation?
Det er en gammel sandhed, men i dag stødte jeg på den i flere forklædninger. På S-togs-stationerne hænger der i disse dage denne filmreklame:
Mænd beskrives med deres egenskaber eller karaktertræk, mens kvinder altid først og fremmest er deres køn, fordi det er “det andet køn”, afvigelsen fra normen – som er det mandlige. Og nej, den er ikke bedre i den danske oversættelse:
den usynlige kvinde.
Før du nu trækker på skulderen og tænker “usynlighed” ikke har noget godt alternativ til personbeskrivelse, så bemærk lige at Mr. Fantastic (også bare et adjektiv) da snildt kunne have haft en partner, der hed Miss Invisible.
Og til en argumentation om, at det jo handler om at sælge noget sex med den labre Frk. Alba: Enig, det gør det da, men med et billede af den smækre babe ovenfor er det da ikke teksten, der har sexappeal, det klarer hun da fint selv – og kom ikke og bild mig ind, at det er teksten vi (mænd såvel som kvinder) læser først!
Inde i toget læste jeg så en artikel i Urban om den franske kunstner Sophie Calles udstilling på biennalen i Venedig, og jeg citerer:
Det er aldrig fedt, når kæresten slår op.
Gør han det over en email, er det endnu værre. Men, men, men. Hedder man Sophie Calle og er en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere, kan den fatale nu-slår-jeg-op-email ende som en af de mest omtalte udstillinger på dette års kunst-biennale i Venedig.
Hun er skam ikke en af Frankrigs mest populære kunstnere, næh for hun tilhører jo den undergruppe af kunstnerne der har “det andet” køn, så hun er jo kun en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere. Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at Sophie Calle jo bruger sig selv i ekstrem grad i sin kunst, og dermed også sit køn, men vis mig den mandlige kunstner, der konsekvent bliver omtalt som “den mandlige kunster NN”, lige meget hvor mange stive pikke han maler, synes det sjovt nok aldrig at ske.
Kunsttips: Vil man se mandlig pik-kunst, så er der store mængder af det på Aros. Kommer man forbi Venedig inden 31. oktober, så kan jeg kun anbefale at tjekke Sophie Calle – Jeg så engang hendes 30-års-krise som udstilling; En montreudstilling af hendes fødselsdagsgaver gennem 10-15 år, med selvanalyserende kommentarer om fejringen af den givne fødselsdag – det var yderst interessant og selvudleverende morsomt, så tjek hende ud!