Tag-arkiv: Biennale

Endnu ufordøjede oplevelser eller 8 dage offline

Godt nok i angst for at lyde som Carsten Jensens bogtitler (Vig bort Satan!) må jeg vist kaste en håndfuld “jeg har set”-sætninger ud.

Jeg har indtil denne stund været offline (kold tyrker-style) i samfulde 8 dage. Vi snakker intet internet, ingen e-mail, ingen nyheder overhovedet (bortset fra et bort resume af det tyrkiske valg, eftersom en tyrkiske ven havde været på internetcafe og tjekke verdenssituationen).

Jeg har været til venindens italiensk-danske bryllup, med 2 sæt traditioner i fuld udfoldelse, ca. 8-9 lækre lækre italienske retter, brudgommen på guitar, grædende talere og alt hvad der skal til. Der er sgu stil over et bryllup, der starter i det stiveste puds (høj hat, slæb og den slags i den bagende hede) og ender i klipklappere med dans til Nirvana. – Åh ja, og i øvrigt var der kun pedaltoilet! [Den slags er overraskende nemt, når man er til sommerbryllup i kjoler uden strømper og den slags besværligheder].

Dagen derpå viste den ægte italienske stemning sig; brudgommens forældre havde inviteret til afslappet italiensk aften: maden var supersimpel, men himmelsk. Tre mand på strengeinstrumenter spillede italienske klassikere, total kitsch! Men det var det jo så ikke, det var jo helt helt ægte, og italienerne sang smukt med på VOL-A-re eh eh, CAN-TA-re eh eh eh eh, Brudgommen gav O Sole Mio en tur og sådan blev det ved.

Fra den lille pensione på bjerget og (vist ulovlig) grillfest under oliventræerne har jeg kigget på mælkevejen og lysene der tændes i Verona.

Jeg har været i Gardaland [Tivoli, nu med udsigt over Gardasøen] og køre i indtil flere rutchebaner med loops, i selskab med 2 søde og kvikke mennesker, der er så store både på den ene og den anden led, at de ikke fysisk kunne køre med i de fleste af forlystelserne, ikke fordi de var for tunge (det kunne ingeniørkunsten godt holde til), men fordi de var for store til at kunne spændes fast. Ikke særligt sjovt at opleve folk være handicappet på den måde af deres egen krop og næsten tage det alt for pænt.

Jeg har læst et par bøger: Paul Austers Oracle Night, Bill Brysons The Mother Tongue og et par essays af Calvino om hvorfor man bør læse klassikerne.

Jeg har set Venedig, som er så ypperligt fantastisk at den kræver sin egen post, men lad mig starte med at sige, at mosaikkerne på gulvet i Markuskirken alene var turen værd.

Jeg har været på Biennale og tilmed investeret i en lyserød bog på 2 kilo – “kataloget” over Sophie Calle’s fantatiske udstilling “Pas på dig selv” – slutsentensen i den email, hvor X slog op med hende, som hun efterfølgende har ladet 107 professionelle kvinder analysere, dechifrere, danse, synge, klovne, oversætte osv.

Og oveni hatten har jeg været sammen med en hel masse mennesker – nogle fremmede, nogle bekendte, nogle velkendte omend kun af omtale [sjovt at se de dele af den nærmeste venindes familie, som jeg har hørt om i årevis] og selvfølgelig de gode venner.

Det føles som om jeg har været væk i mindst 3 uger, ikke 8 dage – og da vi landede i CPH og amerikaneren ved siden af spurgte “om vi var i en anden tidszone, end da vi lettede” kunne jeg i et helt minut faktisk ikke huske, hvor jeg lige var fløjet fra. Mit hoved ikke helt kan følge med…

Kvinder er altid “det andet”

Det er en gammel sandhed, men i dag stødte jeg på den i flere forklædninger. På S-togs-stationerne hænger der i disse dage denne filmreklame:

Mænd beskrives med deres egenskaber eller karaktertræk, mens kvinder altid først og fremmest er deres køn, fordi det er “det andet køn”, afvigelsen fra normen – som er det mandlige. Og nej, den er ikke bedre i den danske oversættelse:
den usynlige kvinde.
Før du nu trækker på skulderen og tænker “usynlighed” ikke har noget godt alternativ til personbeskrivelse, så bemærk lige at Mr. Fantastic (også bare et adjektiv) da snildt kunne have haft en partner, der hed Miss Invisible.
Og til en argumentation om, at det jo handler om at sælge noget sex med den labre Frk. Alba: Enig, det gør det da, men med et billede af den smækre babe ovenfor er det da ikke teksten, der har sexappeal, det klarer hun da fint selv – og kom ikke og bild mig ind, at det er teksten vi (mænd såvel som kvinder) læser først!

Inde i toget læste jeg så en artikel i Urban om den franske kunstner Sophie Calles udstilling på biennalen i Venedig, og jeg citerer:

Det er aldrig fedt, når kæresten slår op.
Gør han det over en email, er det endnu værre. Men, men, men. Hedder man Sophie Calle og er en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere, kan den fatale nu-slår-jeg-op-email ende som en af de mest omtalte udstillinger på dette års kunst-biennale i Venedig.

Hun er skam ikke en af Frankrigs mest populære kunstnere, næh for hun tilhører jo den undergruppe af kunstnerne der har “det andet” køn, så hun er jo kun en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere. Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at Sophie Calle jo bruger sig selv i ekstrem grad i sin kunst, og dermed også sit køn, men vis mig den mandlige kunstner, der konsekvent bliver omtalt som “den mandlige kunster NN”, lige meget hvor mange stive pikke han maler, synes det sjovt nok aldrig at ske.

Kunsttips: Vil man se mandlig pik-kunst, så er der store mængder af det på Aros. Kommer man forbi Venedig inden 31. oktober, så kan jeg kun anbefale at tjekke Sophie Calle – Jeg så engang hendes 30-års-krise som udstilling; En montreudstilling af hendes fødselsdagsgaver gennem 10-15 år, med selvanalyserende kommentarer om fejringen af den givne fødselsdag – det var yderst interessant og selvudleverende morsomt, så tjek hende ud!