Tag-arkiv: Bayard

Læsningen og ikke-læsningens hemmelighed

Det slår mig, at jeg læser flere og flere bøger om, (ikke) at læse bøger, i stedet for at læse bøger. Er det en kærlighed til læsningens ontologi (eller lyder læsningens metafysik mere sexet?), eller er jeg bare blevet læseundviger, der læser bøger om at læse bøger?
[Hvilket i øvrigt falder ind i trenden med at læse bøger om at rydde op (og dermed blive lykkelig/opnå indre fred og verdensherredømmet) frem for bare at rydde op]

Bare et umiddelbart erindret udvalg i genren:

Sidste sommers læsning (meget passende læst med udsigt over Verona) Italo Calvinos Why read the classics – et forsvar for klassiker-læsning, men i sidste ende (for os læseundvigere) endnu en måde at læse om, i stedet for at læse klassikerne.

Så var der Nick Hornbys essays The Polysyllabic Spree, som jeg læste i Stockhom. En skamløs blotlæggelse af en læser og bogkøbers sære drift mod bøgerne. Lakoniske sandheder om at glemte klassikere nogle gange er lykkeligt glemt fordi de er røvsyge, eller om fordelen ved Salingers (også i praksis) smalle forfatterskab, så man kan tyre et helt forfatterskab igennem på under en uge.

En klassiker i læser/læsningsreflektion-genren er Umberto Ecos fantastiske (og som altid, når Eco er i essay-hjørnet; morsomme) essays Six walks in the fictional Woods – blandt andet om hvordan lange handlingspauser i ridderromaner, fx i form af beskrivelser af våben og rustninger side op og side ned – under alle omstædigheder fungerer som pause, for selv når den utålmodige læser springer beskrivelserne over, interpolerer læseren selv den tiltænkte pause… – okay, man skulle nok have været der, det er sjovere i Ecos udlægning!

Opslagsværket 1000 books you must read before you die, som jeg slæbte hjem fra NY, falder selvfølgelig også åbenlyst inden for meta-læsnings-genren.

I dag har jeg så hjembragt en fransk sag om… Ja, titlen taler for sig selv: How to talk about books you haven’t read af Pierre Bayard, som jeg glæder mig til at ikke-læse.

Jeg har altid været en stor læser af metafiktion, men nu synes det at have nået et meta-meta-niveau, hvor jeg er gået over til meta-læsning?
Er det sædernes forfald og litteraturens død, eller den moderne læsers vilkår og ord-på-papir-branchens svar på snack culture, som Wired døbte det i et tema?