33 film på 12 dage?

Har lige tjekket Oscarnomineringerne og researchet mulighederne for at nå at se alle de nominerede film, jeg mangler at se inden oscarshowet… Jeg håbede at mængden af film, der endnu ikke har fået premiere i Danmark kunne skære listen lidt ned, men ak… det hjælper ikke meget, de tider er forbi, hvor andet end Lynch-film og sidste øjebliks “Bedste Film”-kandidater kom til landet med halve års forsinkelse, antallet af usete film er på den forkerte side af 30, og med 12 dage at løbe på, er det et noget hårdt program.

Hvis vi starter med dem, der er nomineret tungt i Bedste film / Instruktion / Manuskript-kategorierne:
Dykkerklokken og sommerfuglen – Den går endnu i Grand.
There Will Be Blood – Premiere 22. februar, det kan lige nås, og det er en Paul Thomas Anderson.
Atonement – Premiere 22. februar, det bliver en travl weekend!
Juno – Premiere 29. februar, skulle være gået til gratis forpremiere i søndags!
No Country for Old Men – Coen-brødrenes nyeste, premiere 7. februar, men den vises som optakt til Oscar Night i Imperial, så det kan lade sig gøre, hvis man går i byen og ser oscarshow.
Michael Clayton 7 nomineringer, men ikke dvd-premiere før 11. marts (Svært at nå, nu min tidskapsel er på værksted)

Dem, jeg ikke har fået set, men som kan nås endnu:
Sweeney Todd
3:10 to Yuma
American Gangster (Empire Bio har dem alle 3)
Charlie Wilsons War (Falkoner/Metropol)
Eastern Promises (kræver en tur i Palads)
Herunder de animerede: Persepolis (går i Vester Vov Vov), Ratatouille (er på DVD), Surf’s Up (går endnu, men i Palads).
In the Valley of Elah – der ser ud til at være en for-premiere eller noget 19/2 i Dagmar, så i teorien er det muligt…

De få oscarkandidater, jeg har set:
Gone Baby Gone
The Bourne Ultimatum
Pirates… Worlds End (tror i hvert fald nok at det var den jeg så på niecens sofa julenat…)
(Sådan går det, når man spilder sin biograftid med australsk musical, Benicio Del Toro og andre u-oscar-agtige film)

Og dem, der (heldigvis?) må vente:
The assissination of Jesse James… (Sidste dag i dag i Skibby Kino!)
Elizabeth – The Golden Age (Aalborg, Aalestrup, Århus & Solrød Bio – og dvd’en først 18. marts)
I’m not there (Aalborg, Århus og Klovborg Kino!), Into the wild (29. feb.), La Vie en Rose (La Môme) (13. apr.) Across the Universe, The Savages, Away From Her (de sidste to er også nomineret for manuskripter), og endelig: Lars and the Real Girl (Lars køber Lolitadukke og introducerer hende som sin kæreste – den bliver sjov!)

Og dem, jeg ikke får set:
Norbit (Eddie Murphy, der forsøger at score Eddie Murphy med make up, nej tak)
The Golden Compass (Lord of the Bears, nu med guldkrummelurer, så der også er lidt pænt til pigerne – Animerede dyr lader mig kold, jeg er stolt af at høre til de udvalgte få, der aldrig har set Jurassic Park)
The Kite Runner (hader den eeeepiske amerikanske voice-over på traileren, og det hjælper nok ikke, at jeg på et tidspunkt har set bogen beskrevet som feel-good-chick-lit, nu også for mænd)
Transformers (animeret robotkrig? Hmm måske, men ikke under det givne tidspres!)

Sådan dér! Så blev 33 film reduceret til 12 film, det er jo kun én om dagen i gennemsnit – og snyder jeg og gemmer de animerede ser planen jo næsten realistisk ud! Godt, skal du med i biografen??

4 thoughts on “33 film på 12 dage?

  1. AnetQ Forfatter

    @Kirsten Marie: Lige præcis Persepolis vil jeg faktisk rigtig gerne se, så jeg prøver at nå den.
    @Morfar: Top! Så slipper jeg også for træls maleopgave hjemme hos en eller anden bekendt ;)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.