Min all-time top 10

Var på Bloglines og skovlede lidt rundt i de 1002 ulæste indlæg på de blogge jeg nu læser lidt på til tider (men jo åbenlyst ikke lige i øjeblikket), egentlig lidt i håbet om at minimere listen af links lidt (Lucy havde inspireret mig!), hos Heidi falder jeg så over en liste med den ultimative top 10, og konstaterede i et meget meget hurtigt blik, at vi absolut ikke deler musiksmag – men jeg fik lyst til at komme med mit eget bud.
Eftersom jeg ikke kun hører sange, men plader (ja, inkl. LP’er), så bliver det højst u-iPoddet ikke enkeltnumre, men hele plader… Nick Hornby go home, for her er de 10 mest indflydelsesrige plader i mit liv (med enkelte ekstranumre):

10 Dead Kennedys: Give Me Convenience Or Give Me Death – min første DK-plade og der kom flere til, men den her kan jeg udenad. Forleden gik jeg forbi en yngling på gaden, som havde DK-logoet på ryggen af sin cowboyjakke, og mindedes med at smil min gymnasietid, hvor jeg selv malede logoet bag på venindens jakke på vej på interrail. Det var de år jeg var til koncerter med Kraftverk og DAD i Saga og Ramones i Pumpehuset og alle mulige obskure punkbands på Barbue og i ungeren – og blev tåregasset på vej ud fra Sonic Youth i den Grå Hal…

9 Mazzy Star: Among My Swan. Melankolsk i en grad så det er helt patetisk. Og smukt. Og FOR MEGET – og det er nok det der er det gode ved den. Plus Hope Sandovals stemme er for lækker.

8 The White Stripes’ plade med samme titel. Det er stramt, skarpt & sprængfuld af rastløs energi.

7 Der skal også være noget til de helt stille dage: Soundtracket til The Garden State er perfekt, særlig Zero 7’s In the Waiting Line, Nick Drakes One of These Things First og Iron & Wines Such Great Hights er smukke & sprøde.
Stereolabs Dots & Loops udfyldte vist næsten samme funktion før – og den er også stadig god.

6 Dinosaur Jr: You’re living all over me. I øvrigt den grimmeste plade jeg ejer, da den er på farvelade-splattet-lyslilla vinyl, men det er nu ikke den, jeg har hørt tynd. Den kørte i loop på min walkman på et kasettebånd med The Wedding Presents Saturnalia på den anden side i flere år mens jeg delte post ud alt alt for tidligt på 2 timers søvn. Jeg har ingen anelse om, hvad nogle af numrene hedder, men begge plader er brændt ind i min hjerne – og havde en fantastisk energi til at overleve 7-8 timers uønsket arbejde, mens min krop prøvede at fortælle mig den ikke ville løbe på trapper, men sove, rigtig længe.

5 PJ Harvey: To Bring You My Love. En kvinde der forstår at være inderlig og vred og ked af det og larme med sin guitar & sin stemme. Som ekstranummer får vi “Henry Lee”, så får vi lige sneget Nick Cave med ind på listen og et glorværdigt Roskilde-minde fra tredje række om Nick Cave der indfølt præsenterer sin very very (x 25)…special guest: Polly Jean Harvey. Entrée PJ i pink top. Man forventer en duet, den kommer også, men først efter 2 minutters intens snaven på scenekanten foran Orange scene. Et match gjort i himlen helvede? Men en oplevelse at se the Prince of Darkness & hans kvindelige modstykke være totalt lalleglad-forelskede.

4 Jeg er ellers ikke til at spille voldsomt højt, men Pavements Brighten the Corners kan snildt høres på fuld volumen. Da jeg boede på 42 m2 under en dårlig klaverspiller og naboen havde kærestesorg og spillede Tracy Chapman i en måned i træk var det bare og smide den på og så fyre helt op for volumen. Der er noget afreagerende vredt og samtidig vældigt legesygt og ironisk og glad over den plade.

3 Beck: One Foot In The Grave. Kreativt, vrøvlende, sprudlende, skævt, følsomt og fjollet. Cowboy/Lo-Fi/Folksy på den sjoveste måde. En plade der giver lige så godt humør som Kents Isola.

2 Bonnie Prince Billy: I See a Darkness. Fuld af opløftende titler som Another Day Full of Dread og Death to Everyone ;) Må nok bare indrømme at jeg elsker skarpe, kloge, sorte mænd, der synger deres sorte hjerter ud. Intet er så galt at “A Minor Place” i al sin skønhed ikke kan gøre det bedre.

1 Der er kun én plade, som jeg har hørt så meget i så mange år, at jeg kan alle sangene udenad, har slidt den første vinyludgave helt op, og rent faktisk investeret i den samme plade på CD: Leonard Cohens Songs of Love & Hate – og sjældent har en plade lever mere op til sit navn: Sange om kærlighed og had er en meget præcis varebetegnelse. Det er sjældent en plade jeg spiller i selskab, da mine gæster har det med at dømme den “deprimerende”, og indrømmet det kan være lidt af en festlukkerplade. Men mig gør den sjovt nok altid i bedre humør; der er ikke noget som at “wallowe” lidt i sit dårlige humør og høre den bitreste sang i verden: Dress Rehearsal Rag.

…og du, Brutus? Hvad er din top 10, hvad enten vi taler plader eller sange?
Vinyl

12 thoughts on “Min all-time top 10

  1. kimpo

    du er for koncept og sprogfikseret, den anden dame var for sexfikseret. Ingen af jeres top-10 er valgt for musikken, selvom I prøver at bilde jer det ind.

  2. AnetQ Forfatter

    @Paven: Joh, vi har vist også tidligere konstateret, at den pavelige musiksmag er i overensstemmelse med min egen himmelske!

  3. Heidi

    Ja jeg kan godt se, at musikken adskiller sig markant fra min liste – men det betyder nu ikke at vi har aldeles anderledes smag. Jeg har en ret bred smag, og kan faktisk også nikke genkendende til nogle (indrømmer blankt ikke dem alle) sangene. Men egentlig er jeg nu også glad for at ikke alle kun hører til det jeg hører på, for jeg bliver så mange gange positivt overrasket, når andre skubber mig ud i genrer og des lige som jeg ikke har begået mig i før.

    … og sexfikseret… er der ret mange der ikke er på et eller andet niveau, og desuden er der vist Freud i alt hvis bare man analyserer det længe og dybt nok!

  4. Suzy Q

    *tungen ud af halsen som en labrador*

    *jagter egen hale*

    *vil bjæffe, men er for glad*

    *hyl*

    SÅDAN ANET!!

  5. AnetQ Forfatter

    @Heidi: Jeg kunne ikke være mere enig! Jeg gik bare ud fra den var forskellig, da jeg slet ikke kendte halvdelen – og intet galt med det; Hvis ikke folk hørte noget forskelligt, ville man aldrig blive præsenteret for deres obskure yndlingsband og falde for det. Og tænk så skulle vi alle proppes ind i stimer til stadionkoncerter, i stedet for fx at høre Low på Loppen i selskab med 40 andre mennesker i total andægtighed. Det ville da være trist for os alle.

  6. AnetQ Forfatter

    Morfar kan ikke læse indenad: PJ er punkt 5! Og tjah Sex Pistols, joh jeg ved godt, at du i 17 år har forsøgt at overbevise mig om, at Sex Pistols har lavet et par hundrede plader, men jeg holder på der er 2 – og de klarede ikke cuttet til at komme på listen. Havde jeg skulle lave en ren sentimental-liste havde dine 60 Sex Pistols plader i 1988-89 sikkert fået en plads.

  7. AnetQ Forfatter

    Tjek, den er godkendt – måske skulle jeg prøve den spørgende tilgang en dag, ku’ være meget sjovt at tage sang-listen.

  8. Pingback: Kryddernelliken · 10 evindelige albums

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.