I dag var jeg omkring et emne, der af gode grunde interesserer mig; Mønsterbrydere.
Men med den opgradering af uddannelsesniveau dette land gennemgår i disse år, undrer det mig, at emnet ikke dukker op?
Eller rettere: Hvorfor er den eneste vinkel der dukker op, når der tales om mønsterbrydere – årsager?
Det er selvfølgelig helt relevant, når man taler om de usædvanlige solskinshistorier (lige til Ude og Hjemme) “Fra misbrugsramt socialklasse Å-opvækst til nationalbankdirektør” – som der endelig var nogen, der begyndte at forske i for (alt for) få år siden, i håb om at indsigt i, hvad der lykkes, måske kunne hjælpe til at få flere til at lykkes, nu man ikke kom så langt med “hvad gik der galt”-forskningen… Her er årsagssøgningen naturligvis på sin plads. Og svaret synes at være; positiv interesse fra et andet menneske var udslagsgivende (eller evt. negativ, hvis det affødte en “jeg skal kraftedeme vise dem, at jeg kan & vil”-reaktion).
Jeg undrer mig bare over, at spørgsmålene ender dér?
Er der ingen, der interesserer sig for hvilke problematikker, der præger mønsterbryderne – og her tænker jeg på ting, som vil præge alle mønsterbrydere i større eller mindre grad – også os “usynlige” mønsterbrydere, der kommer fra pæne velordnede hjem med økonomien i orden og varm aftensmad hver dag. Det er da interessant, hvilken betydning det har:
At bevæge sig længere og længere væk fra sin families kultur, jo mere man uddanner sig?
Ikke længere at tale samme sprog, dele interesser, have noget fællesskab med ens “nærmeste”?
Altid at starte på -10 point i “almen kulturel dannelse”
Ikke at kunne dele store dele af sit liv med sin familie?
At skulle håndtere, at forældrenes angst for det fremmede, nu også omfatter en angst for én selv og det, man beskæftiger sig med – at man i deres øjne er blevet fremmed?
Ikke at have nogle forbilleder/rollemodeller (hader det dårligt “undersatte” ord!)?
…eller noget netværk?
Altid selv at skulle vælge blandt muligheder, der ikke engang er kendte (fordi man ingen referencer har i den kultur, man har bevæget sig over i)
At være “fri” for forventninger / ambitioner hjemmefra
…eller skulle slås med forventninger om at man på et tidspunkt vil “holde op med at være mærkelig” og indse, at deres måde at leve på, er den rigtige?
Aldrig at “score pluspoint” hos familien, fordi alt det, man gør rigtigt i den nye kultur ikke giver point i den gamle.
At føle sig (mere eller mindre) fremmed i den nye kultur, og (mere eller mindre) udstødt af den gamle.
Hov, der er nogen der forsker på DPU; Socialdemokraterne henviser til mønsterbryderprojektet, tjek det her citat:
– Hjemmets opbakning er vigtig i forhold til mønsterbryderne. At der er en interesse og en opmærksomhed omkring den unge. Og at der er en diskussionskultur derhjemme, så man taler sammen over middagsbordet om skolen og om hvad der foregår i samfundet. Og at de bruger de kulturelle tilbud: går i biografen, læser bøger og den slags, siger Ulla Højmark Jensen. (mine fremhævninger)
“Støtte og opbakning”? Hvilke fornuftige ikke-fordrukne mennesker, der ikke tæver deres børn giver dem dog ikke det? Tjah, lad os forestille os, dette ikke ganske uventede scenarie:
Opmærksomheden risikerer at vige af angst for det nye fremmede / de fine ord / den dér universitetsuddannelse, som vi sikkert ikke kan forstå, hvad går ud på alligevel…
Diskussionskulturen strækker sig måske kun til spisesedlerne på formiddagsaviserne, indbruddene i kvarteret og naboernes manglende hækklipning – og vær så i øvrigt opmærksom på at “diskussion” jo er noget man gør i den akademiske verden, føromtalte emner kan snildt klares med DF-logik, hvor alle udsagn er endelige, “lukkende” og monologiske; Skatten skal ned og pensionen op, fordi jeg siger det hænger sammen og alle andre er idioter, punktum.
De kulturelle tilbud er svære at bruge, hvis man ikke ved de eksisterer, eller ens eneste forhold til dem, er fra skoleudflugter…
Hvad enten man taler socialt belastede unge, eller på overfladen helt normale unge, så er problematikkerne relevante at beskæftige sig med, hvis man vil have det meste af en ungdomsårgang ind i uddannelsessystemet, som det er ambitionerne for videnssamfundet?!
PS: Beologen påpeger at skønne Ferdinand er mønsterbryder!
Jeg tænkte lige præcis i de baner da jeg så en nyhed på dr.dk i går om at Helge Sander har nedsat en arbejdsgruppe der skal udtænke nye ideer til at få flere børn af ufaglærte forældre på universitetet (p.t. er der kun 1 af 20 studerende med den baggrund).
Jeg har en veninde der er den første og eneste i sin familie med studentereksamen og universitetsstudium – og det er godt nok ikke altid sjovt, lige præcis af de årsager du skitserer.
Jeg priser mig lykkelig for at jeg selv har søskende der også har slået deres folder på universitetet, så er vi flere om dele byrden med at være “mærkelig”.
Hvem skal så arbejde på fabrikkerne? :D
@Terse:kun 1:20? det var godt nok ikke møj – men statistikken ville vel også se anderledes ud, hvis man regner sådan nogle som mig, der jo har en faglært forælder – for selv om man har noget uddannelse behøver man jo ikke være akademisk.
@Morfar: Jeg har da haft akademisk arbejde, der gik under navnet marmeladefabrikken, gælder det?
… eller hvordan det er – som mønsterbryder – at se ud på den der tunge blævrende sociale arv man skal padle igennem ;)
Helge Sander har jo også udnævnt sig selv som mønsterbryder – og måske det spillede ind da EliteForsk-priserne blev uddelt?
spændende det nemlig er! :D
@Pedrsn: Jeg så godt, at , og efter at have grinet lidt af den melodramatiske erklæring (som han forhåbentlig ikke selv har været ophavsmand til), så er den jo god nok, altså i “mønsterbryder uden tæsk”-versionen (går jeg ud fra!) – hvor den sociale arv ikke er et spørgsmål om socialeklasser, men om kultur…
Eliteforsk-priserne er til gengæld en helt anden historie; sikke et skandale-signal at sende: “det kan godt være, at kvinderne har overtaget universiteterne, men lad os lige understrege, at en forsker stadig er en mand.”
:o)
ja – tænk at stamme fra en velfungerende landmandsfamile, som Helge S! og være så fræk en mønsterbryder, at man ender i folketinget . .
ja Eliteforsk-priserne er en helt anden historie! ;)
@Pedrsn: Jeg hører et gram af ironi (eller et kilo) i din kommentar, men han er jo faktisk mønsterbryder… Og det jeg i mit indlæg ville kommentere var jo netop, de usynlige mønsterbrydere fra pæne velfungerende hjem – for let’s face it, det er ikke mælkebøttebørnene fra de fucked-up druk&smæk hjem, der er den store restgruppe, der skal trækkes ind i uddannelsessystemet [og dermed ikke sagt at deres sociale arv ikke er en blycontainer om benet i den dybe ende af hallen, der er bare ikke det, der var min pointe].
njaa der var nok lidt ironi dér . .
jeg forstår udmærket hvor du vil hen, og hva’ der er din pointe ;)
det et suuuuper relevant og spændende emne!
jøps!