L’état c’est nous! – Danmark, det socialistiske paradis?

Tilbragte lørdag nat på at diskutere statsopfattelser, det danske nationalitetsbegrebs ekskluderende funktion, sprog og livet i almindelighed over øl (og Lou Reeds Transformer) indtil solen havde været oppe i timevis med en australsk ven, og det giver interessante vinkler at se verden fra den anden ende (omend han også er velbevandret i det danske efterhånden). Og der var flere hypoteser, der også er interessante dagen derpå, så lad mig dele min hypotese om, hvordan vi opfatter staten:

L’état c’est nous
Danskere (og det gælder nok skandinaver i særdeleshed) opfatter staten som et “vi” – staten er selvfølgelig et apparat, der kontrollerer og styrer og derfor skal reguleres og kontrolleres så ikke dets beføjelser overskrides, men når det er sagt, så er staten jo os alle sammen – hvis opgave det er at gøre sit bedste for os alle. Vi er allesammen staten! Selv om vi har en sund skepsis og kontrolapparaterne på plads så stoler vi et eller andet sted dybt nede i folkesjælen på at staten vil vores fælles bedste.

Staten er et magtbegærligt monster
I brit/anglo-traditionen opfattes staten som et “dem” – Staten er et magtapparat, noget udefrakommende, der forsøger at gribe ind i den ukrænkelige personlige frihed – og som for enhver pris skal holdes i ave, på afstand og begrænses i sine forsøg på at tiltuske sig mere magt. Staten er ikke “os”, staten er et “dem”.
Derfor er tanken om et CPR-register det mest skræmmende man kan forestille sig i verden.

Sjovt nok er det helt identisk med, hvordan danskerne tænker på den europæiske union; Det er i høj grad et “dem”, vi taler om det som om vi ikke er del af det: “det er noget de har besluttet i EU”. Der føler vi os bestemt ikke inkluderet, kun kontrolleret.

Og nu vi er ved det sproglige, så ses forskellene i opfattelsen af staten også på det sproglige niveau: I USA kaldes skattevæsenet the taxman på linje med the bogeyman – det er en fremmed, der kommer og truer os og vores. I Danmark er det skattefar der løber med en del af indkomsten – selv når staten griber ind i vores liv, ser vi det som et familieanliggende; det er ikke en fremmed trussel, men derimod den store fader, der inddrager vores lommepenge til familiens fællesbudget.

Man kunne hævde, at dette jo blot beskriver forskellen i statsopfattelsen mellem socialister og liberalister – men mit spørgsmål er så: Har jeg ret i at Danmark er det hemmelige socialistisk paradis, hvor vi alle* lever med en dybtliggende tryg forvisning om at staten er os og vil os det (fælles) bedste?
* Nåja, alle – bortset fra et par enkelte minimalstatsglade liberalistiske tænkere, der jo alligevel pakker den slags ideer væk, så snart det bliver alvor.

9 thoughts on “L’état c’est nous! – Danmark, det socialistiske paradis?

  1. Suzy Q

    Kommer meget an på livsstilssegment.. Jeg har mange violette bekendtskaber der omtaler staten som “dem”. De anses for at være en elitær, magtsyg og grådig klub. Staten altså, ikke de violette.
    Du stiller så svære spørgsmål!!!

  2. Ægget

    Helt kort – ja! Du har ret.

    Lidt længere: det er svært at afgøre om det er sprogtraditionen der giver dig forskellen der leder til konklusionen, eller grundlæggende forskelle der kommer til udtryk i sprogene.

    Og kan man overhovedet tale om en fælles opfattelse af begreber som stat? Kan vi sige at der findes en til strækkelig udbredt opfattelse af ‘staten’ i Danmark (hint: jeg er i tvivl).

    Ydermere skal I huske at USA er en føderalistisk stat, altså netop mere svarende til EU end til DK.

    Det endte med at blive langt – og bør være endnu længere, men absolut en spændende diskussion. For hvorfor er det, at vi som individer og nationalstat har behov for at definere identitet ved at begrænse/afgrænse os selv?

    Nogle af os har berørt diskussionen på Suzy-hang-arounds blog tidl. I sammenhæng med religiøse diskussioner, findes der også en diskussion af hvorvidt fx. kristne rent faktisk tror på det samme, eller om det blot er ordet kristen der binder skidtet sammen.

    Den fælles bevidsthed – hvad er det?

  3. AnetQ Forfatter

    @Ægget: Næh, måske findes der ikke en opfattelse af statsbegrebet i DK, men det understreger i min optik bare min pointe; Briterne (og deres tidligere kolonier) kan tale om staten, mens danskerne – der ikke for alvor ser dem selv som adskilt fra staten – ikke for alvor kan tale om staten i sig selv?

    @Suzy: Har de violette det ikke med at være over 50? Og hjemmefødninge? Og forvente at staten sørger for deres pension?

  4. Ægget

    Briterne ved jeg ikke præcist hvad tænker eller tror, men jeg mener, at amerikanerne (generalisering dækkende ca 270 mio) i stor udstrækning skilles efter politisk ståsted.
    Dvs demokrater ser staten som en myndig, retfærdig og ikke mindst nødvendig installation i en imperfekt verden, mens republikanerne ser staten (US) og alle andre over-statslige institutioner(over fx Texas eller Oklahoma) som FBI, FN og IMF som fjender af frihed og selvkontrol. Et bureaukrati og en transaktionsomkostning der virker som en dyne på udfoldelsesmulighederne; personlige og i særdeleshed de økonomiske og som aller højest genererer spild.

    Jeg tror (understreger tror) ikke man kan konkludere helt så klart som I gjorde – jeg tror, at vi i Danmark muligvis har en bredere accept af ‘staten’ som en nødvendighed og en ‘ven’ (i hvert fald ikke en decideret fjende), men alligevel er der ikke mange, der har samme varme tone i snakken om fx kommunen. Kommunen er noget personligt og nært anliggende og de er nogle slendrianer og døgenigte – og de leverer ikke den lovede service. Kommunen spilder penge og har langsom sagsbehandling og modarbejder virkelysten osv osv. Altså en retorik der minder meget om US-republikanernes om over-statslige institutioner.

    Jeg tror, der er en historisk betinget tradition (det er traditioner ofte) i Danmark. Det er, at vi har en meget stor selvforståelse i ‘nationalstaten’, at vi i høj grad sætter lighedstegn mellem staten, nationalstaten, velfærdsstaten og Danmark. Muligvis i modsat rækkefølge.
    Vi er danske, værner om nationen – og staten er den praktiske manifestation landets regering, administrationen, velfærden – og på den måde er vi en del af den, den repræsenterer kultur og historie, identitet og sprog; i det omfang det er muligt at adskille nævnte – men pointen er, at det er noget vi grundlæggende opfatter som positivt (ikke nødvendigvis Fogh-regeringen – men institutionen regeringen). Og derfor er staten ikke fjendebilledet, men i stedet det moderne monarkis nødvendige embedsmænd – nej, det er ikke ubetinget fedt at betale skat, men vi gør det, og accepterer at der er en omfordeling reguleret af staten. Og så er den meget bekvemt usynlig i det daglige, mens plejehjem og daginstitutioner og parkeringspladser er kommunale anliggender.

    Så hvor amerikanerne kan skilles i partifarve, og nogen er meget imod staten, kan danskerne ikke helt opdeles på samme måde, måske fordi det politiske spektrum i Danmark er noget anderledes end i fx GB og US og måske fordi alle danskerne inden i er socialdemokrater.

  5. Ægget

    Mht de violette:
    bor i provinsen eller forstæder til mellemstore byer
    er enten yngre eller gamle
    der er langt flere mænd end kvinder
    køber Rosendahl og Global-knive
    tager på charterrejser
    arbejder meget
    primært for at holde fri og forbruge
    fritiden er individorienteret, i mindre grad holdsport
    traditioner er vigtige
    stemmer på DF, C eller V
    opfatter sig selv som ‘den lille mand’ (det er sikkert ikke seksuelt)

  6. peter

    Jeg vil mene, du er helt forkert på den. Hvordan vil du forklare, at i Storbritannien har man givet langt mere afkald på privatlivets fred til statslig bemyndigelse end i Danmark og det enddog allerede før 11. september?

    Der kunne måske være tale om, at der er flere problemer med kriminalitet i England end i Danmark. Men omvendt kunne der også være tale om, at det der “dem” og “vi” forhold dybest set bare er noget vås, som passer ind i nogle sammenhænge og i andre slet ikke. Jeg så også en universitetsdebat på DK4, hvor det danske forhold til staten blev skildret således.

    Apropos vores brug af ordet skattefar, tror jeg også langt mere, det er udtryk for dansk ironi end det danske forhold til skattesystemet…

  7. AnetQ Forfatter

    @Ægget: Og så kom der en quiz, og så fik jeg slet ikke svaret…
    @Peter: Din indvending er interessant, men den overbeviser mig ikke: Sproget styrer vores opfattelse af verden og afspejler vores forhold til dem – eller også er det omvendt (også en diskussion, men underordnet her: Sprog og Verdensopfattelse hænger sammen).
    Så Lad mig starte med at påpege, at du skriver: “i Storbritannien har man givet langt mere afkald på privatlivets fred til statslig bemyndigelse” – Men dér sætter du jo lighedstegn mellem “man” og staten (ergo tænker du ifølge min teori som en dansker), mens opfattelsen i Storbritannien af samme situation er at “Staten har tilranet sig mere magt” – magt til at overvåge borgerne under dække af at det er for deres eget bedste, for at beskytte dem mod kriminalitet.
    I et samfund, hvor staten opfattes som et stor grådigt magtbegærligt kontrollerende apparat, vil staten også opføre sig som et sådant – Så derfor finder jeg det ikke i modstrid med min teori, at den britiske stat faktisk har tilranet sig mere magt, end den danske stat, der ER [opfattes som] danskerne og deres behov – og kun kan retfærdiggøre sin eksistens ved at levere de serviceydelser danskerne i fællesskab forventer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.