Forslag til blogklubben

Her i julestilheden et par forslag til læsning i b(l)ogklubben.
Først det som Calvino [helliget være hans navn!] har kaldt “den sidste store begivenhed i romanens historie”, jeg citerer fra en udrevet side fra Samlerens Bogklub, der var stukket ind i min endnu ulæste udgave:

Georges Perecs Livet en brugsanvisning er en af de sidste halvtreds års mest originale romaner. Stor er den – et puslespil, en encyklopædi, en ejendom. Og den er mangfoldig, kompleks, nyskabende i sin arkitektur – men samtidig ligefrem og imponerende enkel.
Fra hver en ting i ejendommen i nummer 11 rue Simon-Crubellier henter romanen sin historie. I 99 kapitler hundredevis af historier om livet i Paris og andre steder, før og nu. Bizarre, dagligdags, bevægende, usædvanlige, morsomme og triste historier. Om malere og mordere, om poeter og popsangere, cirkusartister, håndværkere, om svindlere og diplomater, der alle indgår i det puslespil af lidenskaber, skuffelser, henrykkelser og illusioner livet er.

Det lyder som en festlig gang røverhistorier og fra forfatteren til bogen uden bogstavet “e”, kan det kun være interessant – og så har jeg ikke engang nævnt den appeal værkets titel har: Hvem vil ikke gerne læse brugsanvisningen til Livet?

Et andet forslag (også en moppedreng, indrømmet) er Chabons Pullizer-prisbelønnede The Amazing Adventures of Kavalier & Clay

One night in 1939 Josef Kavalier shuffles into his cousin Sam Clay’s cramped New York bedroom, his nerve-racking escape from Prague finally achieved. Little does he realise that this is the beginning of an extraordinary friendship and even more fruitful business partnership. Together, they create a comic strip called The Escapist, it’s superhero a Nazi-bursting savior who liberates the oppressed around the world.

Endelig er Pynchon også barslet med en monsterroman, der har fået en blandet modtagelse – som der fint er gjort rede for her – men når selv de inkarnerede fans taler om, at man skal bide tænderne sammen for at komme igennem de mere end 1000 sider, så er det nok en dårlig idé, hvis vi også skal kunne drikke G&T med stil.

26 thoughts on “Forslag til blogklubben

  1. Kimporator

    Jeg synes I skal læse Orwells 1984 og debattere hvilket land som idag minder mest om samfundet i bogen (tip: Sverige). Det må være slut med den virkelighedsflugt. I må bevidstgøres, kære høns..

  2. AnetQ Forfatter

    Den læste jeg i 1984, og nu er det ikke dig, der sætter dagsordenen – det er de gæve boglæsere, der tør møde verden med oprejst pande ;)

  3. Suzy-Hang-Around

    Jeg stemmer for en efter sigende lidt svært tilgængelig kultklassiker Gormenghast, som med sine 940 sider lige netop holder volumenrimelighedsgrænsen. Og så er den også på vej på dansk. Gotisk slægtsroman i parallelunivers, anyone?

  4. Kimporator

    Korte bøger giver flere mænd, bare et tip. En anden bog: Paradiset og Magten af Robert Kagan, ovenikøbet oversat af jeres klamme helt, Tøger Tanketorsk. Faktisk er den så vigtig at man med en vis ret kan tale om tøgerdyret i åbenbaringen. Kun 124 sider!

  5. Suzy-Hang-Around

    Hvem fanden gider læse en bog på kun 124 sider, den er jo forbi før den er begyndt? Synes det lyder meget som litterær for tidlig sædafgang.

  6. Nelliken

    Hep hep, hvor I hygger jer.

    Både Kavalier & Clay og Gormenghast lyder som noget jeg er helt med på. Og også Perecs’ bog.

    MEN:

    Skulle vi ikke forsøge at finde en dansk titel til næste gang?

  7. AnetQ Forfatter

    Stort sagt SHA: Minder mig om en af Douglas R. Hofstadters selvrefererende sætninger: Denne sætning lider af for!!!!?!! tidlig tegnafgang.

  8. Suzy-Hang-Around

    @ Nelliken: Gerne for mig, det skal bare være fordi den er god, ikke fordi den er dansk. Men mon ikke du er kvinden som kan udvide min anglificerede ånd med gode danske forslag? ;-)

  9. AnetQ Forfatter

    DANSK? Jeg er nærmest jomfruelig når det kommer til dansk litteratur (okay indrømmet, noget er jeg jo kommet igennem på sådan et danskstudium)… Men hvad er forslagene så?

  10. Nelliken

    Hah, ja det var jo så lige det jeg frygtede efter at have fyret kommentaren af. Er jo lige så angli(n)ficeret som jer andre.

    Hvad med Martin Hall’s Den sidste romatiker?

    eller måske *hoooost*

    – vender lige tilbage senere, ikk’?

  11. Kimporator

    Suk, kan man ikke skrive noget godt på 124 sider, kan man nok slet ikke. Og det er ej længden som gør det, fjollede tøser. Hvis ikke I evner at suge næring fra 124 sider, er 1000 sider nok temmelig spildte.

    Kan personligt ikke forestille mig ret mange bøger over 300 sider som er værd at spilde tiden på..

  12. Kimporator

    PS, hvem beslutter egentlig hvad der udbydes til fælles læsning? Det lesbidske åndelige insemimineringsråd på mandagsmødet?

  13. Nelliken

    Satans også – afsløret.

    Jammen så vil jeg da opkaste forslagene her, i stedet for at vente til mandag:

    Knud Romer: Den der blinker
    Ida Jessen: Det første jeg tænker på
    Camilla Christensen: Jorden under Høje Gladsaxe
    Reuter: Løgnhalsen fra Umbrien

    og en norsk:

    Dag Solstad: Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land (den der lige er blevet filmatiseret)

  14. Suzy-Hang-Around

    Jamen, Kimporator, hvad så hvis man bare virkelig nød de 124 sider, og gerne vil have det til at fortsætte? Hvis målet nu er nydelse og ikke åndens opbyggen? ;-)

    Når flertydighederne nu er afleveret, vil jeg da gerne indrømme at Knud Romer formår at levere varen på 170 sider.

  15. AnetQ Forfatter

    Hov vent, jeg har faktisk et dansk forslag [endnu en moppedreng er jeg bange for], nemlig “Både Og” a Jesper Knallhatt med forord og kommentarer ved Editor in chief, Professor Pamfilia Severinsen.
    Begge dele aka. Lene Andersen – og jeg foreslår kun “1. del – Mandag”, som er nede på 400 sider i modsætning til mine to andre forslag, der begge er mere end 50 % længere…

  16. A

    Jeg er rimelig fleksibel. Både mht. engelsk og dansk litteratur. ‘Både Og’ og ‘Gormenghast’ (som i øvrigt kan erhverves for sølle £12 hos min elektroniske ven play.com (for alle tre bøger) – så slipper man for at betale 499,- for den ene danske oversættelse) står på min uskrevne læseliste, men Kavalier & Clay og Perec lyder også interessante. Åh – så mange bøger, så få blogklubmøder… :-)

  17. Suzy-Hang-Around

    Og for at gøre vores embarrassment of riches endnu mere overvældende, har jeg et forslag til: Den danske nyoversættelse af Koranen. Vi kunne dele den op, og hver fremlægge et afsnit for de andre? Kunne være lidt sjovt at se om man kunne få en fornuftig tanke eller to ud af den.

    Og jaja, Kimporator, man kunne snildt gøre det samme med Biblen. Men efter Grundtvigiansk skolegang sidder den ok fast – Koranen kan jeg ikke en eneste linje fra.

  18. Kimporator

    Jeg har forsøgt at afmelde tråden her, for det er tydeligt at debat om væsentlige emner ikke interesserer de damer. De skal bare have et passende baggrundstapet for deres private pludren og så i øvrigt demonstrere at de har bedre tid og tålmodighed end de fleste. Er der i øvrigt nogen af jer som spiller bridge?

  19. Suzy-Hang-Around

    Sur, sur, sur; lille Kimporator omkring …
    Altså, hvis du vil diskutere Romers tekst, kan du da bare poste om den. Denne tråd diskuterer ikke tekster, men handler om hvilken bog vi skal læse i vores b(l)ogklub, hvor vi mødes og taler sammen fordi vi ønsker mere interageren og kommunikation end et kommentarspor byder på. Så debat om væsentlige emner tages en face.

    Nå, men jeg skriver jo nok for ikke-læsende øjne. Jeg er sikker på at teknisk unikum som dig mestrer det venstreklik der afmelder mails nedenfor.

  20. Kimporator

    Suk, ordnung muss sein, pædagogernes løftede pegefingre (som til forveksling ligner imamernes) tæmmer inspirationen, som tilbydes dhimmitude på den rette hylde, hvorefter ånden forlængst er forduftet.

    Jeg forsøgte såmænd med et klik på den tilsendte email. Nu prøver jeg så her på siden, og smutter videre til de andre blomster.. netteQ her er dog for vissen, det tror jeg hun vil medgive mig..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.